Vær opmærksom på, at vi har skiftet kontonummer. Vores nye kontonr. er:
7700-1175074
Iban: DK0877000001175074
Swift: SYBKDK22XXX

Henne Kirke

Opført i 2. halvdel af 1100-tallet, antagelig af Ribe-bispen Elias, som ejede Hennegård, et biskoppeligt gods indtil reformationen. Kor og skib forlænget allerede o. 1300. Våbenhus og tårn tilfløjet i 1400-tallet. Kirken havde oprindelig bjælkeloft, en del overhvælvet o. 1500. Rigt inventar. Værdifuld unggotisk krucifiksgruppe o. 1250 på korsets nordvæg.

Altertavle 3-fløjet sengotisk o. 1500, moderniseret og indsat i renæssanceramme o. 1600-1620. 2 sidealtre o. 1500: Maria med barnet står på sit oprindelige alterbord, og Sct. Niolaus, kirkens værnehelgen, nu ophængt på skibets nordvæg.

Prædikestol 1573 skænket af Hartvig Staverskov, Hennegård. Herskabspulpitur 1776 med karnap og apostelmalerier.

Strandvejen 238
6854 Henne
Tel.: +45 75 25 51 35

Nørre Nebel Kirke

Besøg den romantiske landsbykirke

Romansk landsbykirke fra o. 1200 med det klassiske størrelsesforhold (1:2) mellem kor og skib. Skibet allerede o. 1250 forlænget mod vest, koret i gotisk tid mod øst. Oprindelig øst- og vestmur markeret i gulvet. I sengotisk tid tilføjet tårn og våbenhus. Materialer: tuf, granit og tegl. Gotiske kalkmalerier reduceret ved en hovedreparation af koret 1998. Velbevaret gotisk fløjaltertavle med 16 udskårne figurer fra 1475 og med renæssanceramme fra 1625. Bondekunstneren Meckel Tuesens stolegavle-udskæringer fra 1576 har fantasifuldt varierende akantusmotiver og groteske ansigtsmasker. Hans eget og giverens navn er skåret på de to vestligste stolegavle, den samtidige herremands, Laurids Barfod og hans kone Annes på de to østlige. Under mandens forbogstaver, L.B., findes slægtens våbenskjold med den bare fod.

Sønder Alle 20
6830 Nørre-Nebel
Tel.: +45 75 28 80 79

Besøg Børsmose Kirke i Oksbøl

Opført i 1902 på initiativ af sognepræsten i Aal, Jens Nicolai Schou. Annekskirke til Aal. Da området blev eksproprieret af militæret i 1968, blev kirken undtaget, og den bliver stadig brugt til gudstjenester og kirkelige handlinger. Den broderede altertavle er tegnet af professor Martin Nyrop. Apostelfigurer skåret af Peter Steens, Varde.

Kirken er åben, når der er personale til stede og ved kirkelige handlinger.

Kærgårdvej 2
Blåvandshuk
6840 Oksbøl
Tel.: +45 75 27 10 29

Mosevrå Kirke

Besøg kirken i nyromantisk stil

Nyromansk stil i røde sten med et tag af skifer. Indviet 21. dec. 1891 samtidig med Oksby (Blåvand) til erstatning for Danmarks sidste stråtækte kirke. Oksby og Mosevrå kirker er opført efter samme tegninger, Mosevrå blot i minde format. Fra den gamle stråtækte kirke stammer altersølvet, romansk granitdøbefont og dåbskanden. Det øvrige stammer i alt væsentligt fra opførelsen.

Kirken er åben, når der er personale til stede og ved kirkelige handlinger.
Vejers Havvej 3
6853 Vejers Strand
Tel.: +45 75 27 93 27

Oksby Kirke

Besøg Danmarks sidste stråtækte kirke

Oksby Gamle Kirke var Danmarks sidste stråtækte kirke. Besøger man det sted, hvor Oksby gamle kirke lå indtil 1891, finder man et stille og fredfyldt sted, hvor historiens vingesus kan nære fantasien. Midt på kirkegården er der en gruset plet, der tegner et billede af kirkens placering og størrelse. Kirken mindede allermest om et bondehus, der vidner om egnens små økonomiske midler.

Da kirken blev bygget i midten af 1700-tallet, var der ikke råd til en kirkeklokke. Det fik kirken først, da beboerne reddede en klokke fra et strandet skib. Klokken er i dag ophængt på stedet i et stativ. Allerede i 1770 måtte kirken graves fri for det sand, der til stadighed føg ind om kirken og kirkegården. At sandflugten var til fare for kirken i disse år, forstår man bedre hvis det huskes, at der ikke fandtes træ- bevoksning i området. En tidligere kirke menes at have ligget lidt nord for denne - måske dybt begravet i en klit? Endnu findes en del gravsten på den forholdsvis store kirkegård. Her hviler bl.a. 26 mænd fra Blåvand, der omkom en nat under en redningsaktion i 1843. De 23 af dem var familiefædre - et umådeligt hårdt slag for det lille samfund.

Blåvandvej 66
6857 Blåvand

Se kalkmalerierne i Aal Kirke

Indviet til Sct. Nicolaus, bygget af kvadersten og tuf, tilbygninger, senest tårnet på reformationstiden. Kendt for sine romanske kalkmalerier, afdækket og restaureret i 1880-erne. Med scener fra Sct. Nicolauslegenden og en rytterfrise, der er enestående i europæisk kirkekunst. Træfigurer fra en senmiddelalderig Maria-altertavle. Glasmosaikvinduer fra 1971 af Jens Urup.
Kirken er åben i tidsrummet 9:00 - 16:00.

Kirkegade 42
6840 Oksbøl
Tel.: +45 75 27 10 29

Vardes korskirke

Skib, kor og apsis er fra romansk tid. Tårnet blev tilføjet i senmiddelalderen. I perioden 1809-12 udvidet med to sidefløje og fik derved grundplan som korskirke. Udvidelsen fandt sted i forbindelse med nedrivningen af St. Nicolaj kirke, Vardes anden kirke.

Kirkepladsen 2
6800 Varde
Tel.: +45 75 22 02 34

En kirke bygget af munkesten i romantisk stil

Ho Kirke er bygget af munkesten i romansk stil omkring midten af 1400-tallet. Mod syd er der et våbenhus, som blev opført omkring 1820 til afløsning for et ældre våbenhus af bindingsværk. Der er ikke noget tårn, men på taget sidder en tagrytter med klokke fra 1968.

I kirken findes en altertavle i rokokostil fra 1753. Der har tidligere været en sengotisk altertavle fra omkring 1500. Fra den tid findes rundt om i kirken forskellige figurer udskåret i træ. Alterlysestagerne stammer fra omkring år 1500, og de er forsynet med indgravering af alle præsternes navne.

Desuden hænger der i kirken to kirkeskibe, hvoraf det ene er nordens ældste, idet det stammer fra begyndelsen af 1600-tallet. Det blev hængt op i kirken i 1710, og forestiller et navnløst orlogsskib (en galeon). Skroget er fremstillet uden anvendelse af nagler, og galeonsfiguren forestiller en turbanklædt nøgen, skægklædt mand med en fisk i sine foldede hænder. Agterspejlet er ligeledes udskåret og ornamenteret med to herre med skæg og rundpullede hatte. Disse er dog påklædte. Skibet er repareret i 1843, i slut 1880'erne og i 1952, hvor rigningen blev ført tilbage til en ældre tilstand. Det andet skib udgøres af barken "Valpariso", der er bygget over en virkelig bark, der var bygget i 1866, og en lang tid hørte hjemme i Ribe. Modellen er fra 1904 og skænket af kaptajn P. Lorentzen i Ribe, der oprindeligt var født i sognet. Skibet blev ophængt i 1930. Der findes skriftlige kilder, som fortæller om ældre skibe ophængt i Lund og Helsingør; men skibet i Ho er det ældste bevarede

Ho Kirke
Hovej 32
6857 Blåvand

Lønne Kirke 

Kirken blev indviet 1904, og afløste en middelalderlig kirke, der i løbet at 1800-tallet var blevet så forfalden, at det blev besluttet at nedrive den. Lønne sogn var i 1600-1700-tallet stærkt forarmet af sandflugt og oversvømmelse. 

Den gamle kirke var bygget af strandsten, lidt tuf og granit, uden tårn (dens beliggenhed er markeret på den gamle kirkegård ca. 200 m syd for nuværende kirke). Granit og tuf genanvendt i den nye kirke - ligeledes døbefont. Altertavlen er sammensat af dele fra den gamle kirkes sengotiske fløjaltertavle o. 1475. Alterbordsforside med renæssancerelieffer o. 1630. Prædikestol 1582 med præsten Jens Hansen Rusks navnetræk. Rusk blev 1611 brændt med trolddom. Kirke og kirkegård ligger på en klit af flere meter hvidt flyvesand.

Lønne Kirke
Houstrupvej 151
6830 Nørre Nebel